Min fødselsberetning, Alma Margit

 

Så gik der alligevel 3 måneder før, jeg fik samlet mig til at skrive min fødselsberetning. Jeg tror egentlig, at jeg havde brug for at få det hele lidt på afstand, før jeg kunne finde modet til at transportere mig selv tilbage til den situation, som var frustrerende, bekræftende og fantastisk på én og samme tid. Det er ikke nødvendigvis noget jeg havde tænkt mig at skrive om, men flere har efterspurgt, at jeg deler lidt mere om fødslen, nu når det var under lidt særlige omstændigheder grundet corona, en situation flere er nervøse for at ende ud i, og jeg håber derfor at min beretning vil svare på nogle af jeres spørgsmål og samtidig ikke puste til nogens frygt for at havne i samme situation. Derudover tror jeg på at det kan have en helende egenskab for mig selv at få mærket efter og skrevet det ned.

 

Et virkelig negativt positivt svar

Vi må spole tiden tilbage til onsdag d. 7. juli, hvor vi er i København og skal mødes med en flok venner for at se VM fodboldkamp. Vi har alle aftalt at få taget en frisk coronatest inden vi mødes, og netop som vi kører ind i indkørslen til vores venner, bliver vi ringet op af et familiemedlem, at han er testet positiv, og eftersom vi har set ham om mandagen, er vi nu kategoriserede som ”nær kontakt”. Efter opkaldet sidder vi lige helt stille i bilen, kun lyden af tegnefilm på min IPhone Viggo sidder med på bagsædet fylder bilen. Vi ringer med det samme til smittelinjen, som fortæller, at vi er nødsaget til at køre direkte hjem til Jylland, og må aller nådigst lige smutte ind på hotellet for at hente vores ting. Vi vinker goddag og farvel til vores venner gennem ruden og starter dernæst en mildest talt deprimerende 3.5 times køretur hjem til Jylland hvor spørgsmålene, frustrationerne og ikke mindst bekymringerne begynder at melde sig.

 

En svær beslutning

Efter vi er kommet hjem, skal vi alle igennem de to test med nogle dages mellemrum, og til vores store lettelse er de første tests negative hos os begge, og vi begynder at håbe, at det hele bare var en stor forskrækkelse. Kort tid efter begynder Fredrik at få hovedpine, feber og miste både smags- og lugtesans og alvoren begynder at gå op for os, selvom vi gør alt for at forsøge at bortforklare det med andre ting. Men vi kan ikke undgå sandheden og d. 12/7 får Fredrik svar på den anden test som melder positiv. Vi er mildest talt fuldstændig nedslåede. Vi ringer til hospitalet, og de meddeler, at hvis jeg skulle gå i fødsel nu, må Fredrik ikke komme med. Derudover skal vi beslutte om vi vil isolere os sammen eller hver for sig. De anbefaler, at jeg tager væk fra hjemmet og isolerer mig, og jeg får en plads på patienthotellet ved Skejby, hvor jeg skal være i minimum 9 dage. Jeg takker egentlig ja, men da jeg skal til at pakke min taske får jeg hvad der føles som et panikanfald. Jeg græder, har svært ved at trække vejret og går bare i cirkler rundt om mig selv. Væk alene, på et patienthotel hvor man ikke må gå ud ad døren, højgravid og undvære Viggo i over en uge?! Jeg kan slet ikke holde tanken ud. Derfor vælger vi at isolere os sammen, jeg vil ikke væk, ikke nu. Det hele skulle vise sig at være ligemeget, for selv samme aften går mit vand – 3 uger før termin.

Det her billede er taget kun få timer før mit vand gik

Starten

Klokken er 03.45 og jeg vågner og tænker ”enten har du lige tisset i sengen og ellers er dit vand gået”. Jeg håber inderligt på det første. Vi har jo netop fået beskeden om, at Frede er smittet og ikke må komme med til fødslen, skulle den gå i gang. Viggo ligger hos mig i sengen og jeg vil ikke tænde lyset og vække ham. Efter en tur ud på badeværelset ligger jeg mig tilbage i sengen, og kort efter får jeg den første ve. Fredrik ligger og sover i atelieret, fordi han har det dårligt, og jeg tør ikke gå ned og fortælle, at jeg har veer, fordi jeg ved, hvor ked af det han vil blive. Derfor ligger jeg et par timer med veer i sengen, og det er faktisk nogle timer, som har en helt speciel betydning for mig i dag. Jeg ligger og kigger på Viggo og holder hans hånd, imens jeg tænker på, hvordan vores liv bliver forandret lige om lidt, og hvordan tiden med ham er gået så hurtigt, og jeg har nydt hvert et sekund som hans mor, hvordan han har ændret mig helt ind til min inderste kerne, og jeg håber at vores bånd fortsat vil være så tæt selvom der om lidt kommer et lille nyt menneske ind i vores liv.

Klokken 6.00 beslutter jeg at gå ned til Fredrik. Jeg vækker ham med ordene ”vandet er gået, jeg er i fødsel”. Han kigger på mig, og dernæst håndklædet jeg holder mellem mine ben og begynder at græde, han siger bare ”neeej”. Vi ringer til fødestuen på Horsens hospital som gerne vil have at vi kommer ind, eller at jeg kommer ind. Da jeg kommer ind på hospitalet, går mine veer i sig selv igen, jeg får at vide, at det er en helt normal reaktion, hvis man bliver stresset af at komme ind på hospitalet. Jeg spørger om jeg må komme hjem igen indtil veerne tager til igen – det må jeg heldigvis gerne. De forstår, at det er rarere for mig at være hjemme, nu når Fredrik ikke må komme med. De lover, at de i mellemtiden undersøger nærmere, om der er en chance for, at Fredrik kan komme med til fødslen, hvilket spirer et lille håb hos os begge. Jeg har veer hjemme og da de tager til kører vi retur mod Horsens, og da vi er tæt på hospitalet får vi et opkald – Fredrik må ikke komme med.

Der sidder vi så på hospitalets parkeringsplads, stille i bilen. Jeg skal ind og føde, Fredrik skal køre hjem alene. Vi skal sige farvel. Vi skal ikke være sammen om den kæmpe livsbegivenhed som skal til at ske. Fødslen af vores datter. Vi krammer farvel i bilen og tårerene får frit løb. Det mærkeligste “farvel og vi ses senere når vores barn er kommet til verden” nogensinde. Jeg går mod indgangen med tunge skridt og bliver mødt af personale i døren med fuld ”coronaudklædning” – dragt, visir osv. da jeg bliver behandlet som smittet. Jeg kommer ind på en isolationsstue, jordemoderen går ud og der ligger jeg så – alene.

Fødslen

Jeg husker den første tid på stuen som den værste ved fødslen. At ligge der alene, med tanker om hvordan det hele mon nu skal forløbe, hvilken slags fødsel skal jeg mon til at igennem? – en lang, kort, hård, nem, med komplikationer som med Viggo eller uden? Der er et træ malet på væggen på stuen, og jeg syntes det var det sørgeligste træ jeg nogensinde havde set. Det var det nok ikke siden det var malet på en fødestue, men det var nok nærmere sådan jeg havde det indeni. En jordemoder kommer ind og efter lidt tid på stuen siger hun ”du er meget stille Charlotte?”. Jeg tænker ”ja? Jeg ligger her uden min partner og skal til at igennem en fødsel?!”  Jeg siger ikke noget, for det er nok min måde at håndtere det hele på. Jeg er ikke god til at modtage omsorg eller betro mig til nogen jeg ikke kender og derfor er jeg stille.

Veerne tager til, og midt i det hele får jeg så svar på min coronatest (taget da jeg kom ind på hospitalet), som nu også er positiv. Selvom jeg umiddelbart ikke ønsker en epidural, fortæller jordemoderen mig, at det anbefaler man til coronasmittede, fordi man ikke ved, hvordan kroppen reagerer på virussen, og de gerne vil sikre sig, at jeg kan holde til en hel fødsel. Jeg tager derfor imod den, noget jeg ikke har prøvet før, fordi jeg ikke fik nogen former for smertelindring med Viggo. Lægen kommer ind og fortæller mig om risici forbundet med epidural, og jeg hører nærmest intet af det, fordi veerne nu er så kraftige – det eneste jeg husker er at han siger ”vi prøver lige igen”. Jeg spørger, hvorfor han skal gøre det igen, hvortil jeg får at vide, at han har stukket forkert og ramt rygsøjlevæsken. På det her tidspunkt har jeg fået en ny jordemoder, og for første gang tager jeg imod tilbuddet om at holde en i hånden. Jeg ved heldigvis endnu ikke, hvilken konsekvens det forkerte stik får, men lader epiduralen overtage min krop. Det er den lækreste følelse. Veerne kan jeg knap mærke længere, jeg får noget at spise og tilmed en lur! Jeg får overskud til at spørge min nye søde jordemoder om ferieplaner, og dem der kender mig ved at ”small talk” ikke just er min favorit – men epiduralen er magisk.

 

”Der gøres klar til fødsel – Charlotte opfordres til at gispe på veerne. Udviser stor ro og overskud.”

– notat fra min fødselsjournal

 

Jeg facetimer Frede og Viggo for første gang, og vi hyggesnakker lidt, indtil jeg kan mærke en ve som nu føles kraftigere igen. Vi lægger på, og jordemoderen vil gerne have mig om på siden med en peanutformet yogabold mellem benene. Jeg har et par veer her, og fortæller hende at jeg kan mærke, at det presser nu. Vi aftaler at jeg tager to veer mere i denne stilling, og så kommer jeg om på ryggen. Da jeg kommer om på ryggen, siger hun, at det er nu. Hun tænkte slet ikke, at jeg var så langt henne i processen, så hun tilkalder assistance. Men assistancen når knap at få hele coronaudstyrret på, for på to presse veer var lille Alma ude. Ovenstående citat har jeg fundet i min fødselsjournal, og da jeg læste det her flere måneder efter, blev jeg fyldt op af en enorm stolthedsfølelse. “Charlotte viser stor ro og overskud”, under en fødsel, alene, med corona – det må da nærmest kvalificere mig til at blive jægersoldat eller noget lignende?!

Kun ca. 45 minutter efter at jeg har lagt på fra første facetime opkald, ringer jeg nu igen til Fredrik, som stadig sidder med Viggo i sofaen som gnasker på samme bolle som sidst. Jeg siger hej igen, og han spørger, hvordan jeg har det, før han til sin store overraskelse opdager, at endnu en person er med på skærmen – en lille pige ligger roligt på mit bryst. Fødslen er overstået og jeg må komme hjem! Nej vi må komme hjem.

Vi aftaler, at Frede skal hente os, efter han har puttet Viggo, så jeg også lige har tid til at komme mig og få lidt at spise. Jeg går ud på toilettet og pludselig ligger jeg på gulvet. Jeg er besvimet. Min søde jordemoder kommer løbene, og det eneste jeg kan tænke er ”åh nej, må jeg nu ikke komme hjem?” – vi bliver enige om, at det nok skyldes dehydrering, og at epiduralen måske snyder mig lidt til at tro, at jeg er mere ovenpå, end jeg er, men at jeg gerne må komme hjem efter et par timer – pheeew.

Fredrik kommer efter Viggo er puttet, og min søde jordemoder kommer køerne med os i kørestol ud af hospitalet, fordi jeg var besvimet og Fredrik må jo stadig ikke komme ind. Der på den mørke kolde parkeringsplads ser Fredrik sin datter for første gang, og han fumler længe med at få hende i autostolen: ”Hun er så lille”, er det eneste han kan få frem. Jeg siger farvel til den mest fantastiske jordemoder som blev min støtte hele vejen igennem, og som jeg aldrig vil glemme. Nu skal vi hjem med vores nye datter – bilen er stille, jeg er træt, Fredrik er overvældet og dagens temmelig store begivenhed er svær at bearbejde, særligt fordi vi oplevede det fra vidt forskellige perspektiver.

 

Efterspillet

Det er helt fantastisk at være hjemme igen. Jeg føler mig mega sej over alt det jeg har været igennem, og at jeg gjorde det helt selv, at se Viggo møde sin nye lillesøster for første gang og den kærlighed der allerede blomstrer så fint imellem dem – alt er idyl.

Men så rammer hovedpinen mig som en mur. Jeg kan knap se noget, slet ikke gå rundt. Og nu husker jeg sløret, at lægen havde fortalt, at det kunne være en bivirkning af den mislykkede epidural.

Hovedpinen tager til, og da jeg ikke længere kan være i mig selv, kører vi tilbage til hospitalet – der er nu gået tre dage siden fødslen. Jeg græder af smerte hele vejen i bilen med to børn på bagsædet. Jeg stort set kravler grædende hen til døren til hospitalet, hvor personale henter mig i kørestol igen. Jep det er spinalhovedpine – en hovedpine som opstår når spinalvæsken fra rygsøjlen siver ud gennem det hul som kom efter det mislykkedes stik – en smerte jeg aldrig før har kendt. Hullet i rygsøjlen skal lukkes, og fordi jeg har corona, må jeg ikke forlade den stue, jeg er kommet ind på. Nu starter en længere proces med at få gjort stuen til “opperationsstue”, og det er en helt syret oplevelse, at ligge der med min nybagte baby som jordemoderen holder, imens jeg igen skal stikkes i ryggen. Bagefter ligger vi så igen der i sengen min lille baby og jeg. Nu skal der igen gå et par timer, og så må vi komme hjem – igen.

Behandlingen virker heldigvis, og jeg kan endelig slappe af og nyde den første tid – helt træt, overvældet og ikke mindst lykkelig som aldrig før.

 

 

Jeg føler en helt særlig taknemmelighed, overfor min jordemoder som gjorde et helt fantastisk stykke arbejde og mærkede mine behov, selvom jeg havde svært ved selv at udtrykke dem. Hun fik mig til at føle mig tryg, og hun fejrede fødslen med mig, så jeg ikke følte mig alene. Hun smørrede endda min fødselstoast med marmelade, noget som er ret svært med kun én hånd (og en baby i den anden). Selvom det tog noget tid og overskud at få skrevet det ned, har det været rart at få gjort. Faktisk har det bedste næsten været, at Frede kunne læse det. Selvom vi har snakket om fødslen, har jeg ikke gået så meget i detaljer, og selvom han ikke var til stede, er det vigtigt, at han også ved hvad der skete, følelserne og oplevelsen som jo også stadig er hans.

Hvis du er kommet helt hertil, så tak fordi du læste med. Jeg håber ikke du sidder tilbage med en følelse af at være skræmt, for det var også enormt livsbekræftende og empowering (i mangel på bedre ord) at føde alene. Og se nu resultatet – den smukkeste, mildeste og gladeste lille pige er kommet til verden og vi er så taknemmelige for at hun valgte at lande lige netop hos os.

Så er vi alle samlet igen, og vi kan begynde livet som en familie på fire

Billeder og tekst fra dette indlæg på ikke videreformidles uden mit samtykke

Hjem kære hjem, huset med den blå dør

(indeholder reklame for Swedoor)

Forleden skrev vi på Instagram, at vi nu endelig havde fået huset vurderet. Det blev på mange måder et punktum for et vildt år, som i høj grad har stået i renoveringens tegn. Vi overtog et gammelt hus, som i den grad trængte til en kærlig hånd og en masse knofedt!

Men hvor starter man, og hvordan går man bedst til værks? Hvordan tager man et hus med så meget historie og sjæl og gør til sit eget? Huset er meget specielt og arkitekten har i sin tid lavet mange unikke detaljer, som vi gerne ville respektere, men samtidig ville vi gerne sørge for, at huset kom til at føles helt som os. Derfor er der heller ikke meget, som vi ikke har taget stilling til eller ændret, om det bare har været en klat maling eller en total udskiftning.

Det første som vi tog stilling til var alt det indvendige i huset, hvor alt nærmest blev skrællet og bygget op på ny. Da det var ved at være færdigt skulle vi tage stilling til det udvendige. Det første vi drømte om var en ny hoveddør. Den gamle dør var mørkerød og slidt, og det var derfor helt oplagt at skifte den. Derfor allierede vi os med Swedoor og besluttede os for, at huset skulle have en helt speciel dør, som skulle vise at det lige netop er os som bor her.

Vi valgte en Classic Debussy hoveddør i den fineste blå farve og med glasdetaljer. Jeg ville gerne have en blå dør som matchede farven i loftet i gangen, og vi har derfor fået den lavet i helt samme farvekode (NCS S 3010-B), virkelig en fin detalje som vi er blevet så glade for. Fredrik ville gerne have glas i, fordi det forbinder han med sit barndomshjem, vi har fået glasset matteret, så man ikke kan se ind. Døren er lavet i FSC-certificeret træ, hvilket betyder at den er produceret med hensyn til miljø, plante -og dyreliv.

Derudover har vi valgt en RC3 sikkerhedsdør, som gør at døren er sikret mod indbrud både ift. dørens opbygning og låsesystem. Det har vi valgt fordi vi vidste allerede da vi skulle flytte ud på landet fra byen, at sikkerheden skulle opgraderes i det gamle hus. Så nu har vi både alarmsystem og denne tunge sikkerhedsdør, hvilket giver os en stor tryghed.

Vi kunne ikke lade være med at gøre den fine nye dør endnu mere personlig med en dørhammer i form af en mytisk fisk, fordi vi jo bor ved vandet, og så passer det jo fint med den blå farve.

Vi har valgt en meget personlig hoveddør, og vi er bare så glade for det udtryk den giver til huset. Ikke nok med at den er sikker, flot og fyldt med fine detaljer så der den bare lige os. Nu er vi dem der bor i huset med den blå dør.

 

I kan tjekke Swedoors kæmpe udvalg af fine døre på deres hjemmeside www.swedoor.dk

Køkkendrømme

(Indeholder reklame)

Vi er ved at være rigtig langt med husrenoveringen og det er vist på tide at lave et lille indlæg her på bloggen.

Som nogen måske ved, så var det jo slet ikke meningen at huset skulle renoveres så gennemgående som det er endt med, men efter at vi opdagede skimmel i underetagen tog vi beslutningen om at rive alt ud – vægge, gulve osv. Selvom det selvfølgelig var en ordentlig mundfuld at sluge, så gav det os samtidig muligheden for at bygge huset op igen sådan som vi synes det gav bedst mening for os. Det første vi blev helt sikre på var at vi ville samle stueetagens køkken, spisestue of dagligstue i et stort sammenhængene rum. Vi kunne slet ikke forestille os at madlavning og kaffebrygning skulle foregå i et rum for sig –  nej vi vil gerne være sammen som familie der hvor tingene sker.

Ideer til design

Da vi lavede køkkenet i vores nybyggerlejlighed endte vi med et sort køkken og en mørk stenbordplade. Vi synes selv det var et mega fedt køkken a la et moderne madværksted, men vi vidste også at vi denne gang ville i en anden retning. Vores nye køkken skulle være mere lyst og let (ikke hvidt, aldrig hvidt!), og meget gerne med udgangspunkt i materialerne træ og sten som afspejler den smukke natur lige uden for vores vindue.

Derfor endte vi med at vælge et egetræskøkken (IKEA EKESTAD), hvor vi har skiftet grebene ud med messinggreb, og som prikken over i’et den fineste lyse bordplade. Bordpladen var vi sikre på skulle være af natursten, men det viser sig at natursten ikke tåler alt og derfor kiggede vi efter andre løsninger. Vi kendte allerede til materialet Dekton, som er lavet af en masse komprimerede råmaterialer, som får et stenlook men er mere hårdfør, og som vi kendte i forvejen fra vores bordplade i nybyggerkøkkenet. Vi er vilde med det materiale fordi det kan holde til vitterligt ALT! At man stiller varme gryder, pander og bageplader direkte på bordet, at den ikke får ridser, hvis vi skulle komme til at skære direkte på bordpladen og at den ikke får pletter af eksempelvis citronsaft, olie, rødvin eller andre ting, som tit kan være lidt besværlige. Vi besluttede derfor at besøge Cosentino, som har et kæmpe showroom her i Jylland. Efter kyndig vejledning og hvad der føltes som 100 forskellige stenprøver landede vi på en Dektonbordplade i farven “Danae”.  Vi valgte tilmed at vask og kogeplade skulle være planlimet og at der skulle gå et “backsplash” op ad væggen i samme materiale.

Da beslutningen var taget kom de dygtige drenge fra Pilehave Natursten hjem til os og målte op, hvilket må siges at være noget af en opgave med vores pilskæve hus. Og efter en lang periode med produktion i Spanien og coronaforsinkelser kom dagen endelig hvor Pilehave igen kunne komme på besøg, og denne gang med den smukkeste bordplade at montere.  Det var ikke en nem opgave, som også krævede lidt tilskæring og reparation – men fint blev det.

Vi er helt vilde med bordpladen som giver det fineste lette og naturlige udtryk til køkkenet. Den lange linje med underskabe på knap 7 meter bliver bundet smukt sammen af den lange bordplade med masser af plads til at udfolde sig i køkkenet. Vi har i den grad skabt vores drømmekøkken med hjælp fra dygtige og søde mennesker hos Cosentino og Pilehave Natursten.

Fortællingen om et hus

Vores drømmehus vel at mærke. Et hus vi nu har købt! Men lad mig starte et helt andet sted, nærmere bestemt 03.01.2019.

En farlig hobby

Jeg havde kigget rundt på boligsiden mest for sjov (andre med den hobby?), og her faldt jeg over det mest fantastiske billede af et A-formet værelse med masser af sollys, frie spær, planter, en stjernekiggert og ikke mindst HAVUDSIGT! Et rum der ærlig talt skreg boheme idyl, så det næsten ikke kunne være virkeligt.

Den eneste måde at komme over en er at komme under en ny (er det ikke det man siger?)

Vi stod egentlig ikke og skulle bruge et hus. Vi boede stadig i grøn lejlighed, som vi kun ca. et år forinden havde vundet. Men efter at vi havde fået Viggo, mistet min far og blevet optaget på drømmekandidaten (beslutningen kan i læse mere om HER), ja så virkede det ikke længere så fjernt at vende hjem til Jylland igen. Derfor besluttede vi, at det kunne jo ikke skade lige at kigge huset, sådan i virkeligheden. Vores ide var at den eneste måde at komme videre fra den ide, var at se huset og forhåbentlig blive skuffede. Huset var alt for dyrt og for meget skulle laves, så vi skulle bare have det overstået. Og inden i tror, at i nu ved, at vi bare blev smaskforelskede med det samme, så var det faktisk ikke helt sådan det gik.

Et umuligt projekt

Da vi første gang så huset synes vi, at det havde masser af fede unikke detaljer og en skøn beliggenhed, men der var også rigtig meget som skulle laves. Da vi kom ud i bilen efter fremvisningen, var vi enige om, at til den pris og med alt hvad der skulle laves kunne vi ikke være med. Vi så efterfølgende på få andre huse, men det var svært ikke at komme til at sammenligne dem med det første hus. Hvor tit finder man lige et hus i 2. række til havet, arkitekttegnet, med atelier, kun 25-30 minutter til Århus med helårsstatus? Det næste lille års tid med daglige besøg på boligsiden ville vise os, at det gør man meget sjældent!

The waiting game

Selvom vi synes, at vi havde lagt huset på hylden, så blev det alligevel ved med at spøge. Men det var stadig for dyrt, OG vi havde heller ikke solgt vores grønne lejlighed endnu, så nu begyndte the waiting game. Salget af lejligheden trak ud, og vi blev utålmodige, men det skulle vise sig, at det hele havde en mening alligevel – i hvert fald hvis man som jeg tror på skæbnen og karma. På et lille år vendte vi tilbage og så huset tre gange mere. Ejerne tømte huset for møbler og gav det ydre en lille makeover, og det gjorde pludseligt, at vi så nogle flere muligheder for, hvordan huset kunne komme til at se ud. Tilmed blev huset sat ned i pris to gange i denne periode, og dermed så muligheden for at det en dag kunne blive vores lidt lysere ud.

Drømmen vokser

Vi spoler tiden frem til december 2019. Vi havde lånt et sommerhus kun 100 meter fra Kysthuset (som vi har kaldt det siden vi første gang så det på boligsiden, fordi det ligger på kystvejen). Vi har de sidste år brugt hele december i sommerhus, og det her var også en mulighed for at føle, hvordan det var at bo i området ved Rude stand. Vi besøgte huset flere gange på vores gåture, og en dag tog vi min storebror og hans kone med, og dermed virkede det hele mere virkeligt, og drømmen voksede mere og mere. Hver dag gik vi tur på stranden og tanken om, at det kunne blive hverdag for os var nærmest slet ikke til at tro. Derudover blev huset pludselig sat ned med næsten en halv million! Det betød at vi måske kunne få råd, men også at andre potentielle købere måske ville slå til, men da vi endnu ikke havde solgt lejligheden i Hedehusene måtte vi slå koldt vand i blodet, selvom det blev sværere og sværere at vente.

Slutspurten

Vi spoler i tiden igen, denne gang ca. to måneder frem til februar 2020. Kysthuset var stadig til salg, og det samme var grøn lejlighed. Men så kom dagen. Grøn lejlighed blev solgt, og vi kunne nu slå til med kysthuset. Vi tog Fredriks far og min fætter med ned for at se huset med os. De var enige om at det var en dårlig ide. De synes der var for meget der skulle laves til for høj en pris. Vi var skuffede, mest fordi vi vidste at de havde ret. Nu måtte vi altså se og glemme det hus og drømmen om livet ved havet – det måtte blive når vi blev gamle og kan bo fuldtid i sommerhus. Men for dælan hvor var det bare svært at glemme. Faktisk umuligt! Efter nogle dage på pinebænken og en masse snakke frem og tilbage besluttede vi os for at komme med et bud. Et bud som synes helt urealistisk, men som ville betyde, at vi kunne have økonomi til at renovere de vigtigste ting. En mandag fik jeg en følelse af, at i dag var dagen, hvor vi skulle have afklaring. Vi ringede til ejendomsmægleren og gav vores bud. Hun sagde, at med det bud troede hun ikke, at sælger og os kunne finde et sted at mødes. Vi bød faktisk en hel million under udbudsprisen, som i forvejen var nedjusteret med over en million kroner siden det først kom på markedet. Mægleren sagde, at hun ville sige til sælger, at de måtte komme med deres bedste modbud, men at det nok ikke ville ende med en handel, eftersom vi var så langt fra hinanden mht. pris. Det havde vi naturligvis fuld forståelse for, men sommerfuglene var nu ikke længere til at styre. Allerede tirsdag formiddag ringede mægleren tilbage. Sælger var gået yderligere 800.000 ned og vi var i chok! Derefter hoppede vi rundt i sengen og kunne slet ikke forstå det. Herefter gik det hurtigt, og som i allerede ved, blev huset vores!  Hvad der skete herefter er en hel anden historie, som i nok skal få en dag. Vi er sikre på, at det her er drømmehuset, og vi kan ikke vente til, at vi skal bo der – med havet som nabo.

Dagpleje eller vuggestue

 

Det var egentlig ikke meningen at dette skulle være et blogindlæg, men er du vimmer der kom gang i tasterne som følge af min dagpleje vs. vuggestue spørgerunde på IG. Der er mange som har spurgt om jeg vil dele nogle af de fordele og ulemper som bliver nævnt, fordi det er en jungle for os der skal tage stilling. Først vil jeg skynde mig at sige, at jeg jo lige netop IKKE er ekspert på det her område, så dette oplæg er udelukkende baseret på, hvad mine søde følgere har delt af erfaringer, meninger osv. Som mange rigtig nok skriver handler det jo i virkeligheden om egen mavefornemmelse, og hvilket barn du har. Men her er nogle af de mest kommenterede fordele og ulemper ved både vuggestue og dagpleje.

Ovenstående er en meget sort/hvid opstilling af problematikken, og selvom det blot er en gengivelse af jeres kommentarer, føler jeg alligevel, at jeg vil knytte et par af mine egne kommentarer til.

I forhold til normering, er der flere som skriver, at det er fint i den institution de har børn i. Samtidig er der også mange vuggestuepædagoger som har skrevet, at de foretrækker dagpleje til deres egne børn, da de oplever en hverdag med alt for mange børn til for få voksne, og at der simpelthen ikke er den nødvendige tid til hvert barn. Det ramte mig lige i hjertet. I kølvandet på dokumentaren ”hvor er der en voksen”, er det lidt skræmmende at læse, hvor mange som oplever en hverdag med små børn som simpelthen må klare sig selv. Så ”fordelen” med mere selvstændige børn, er ikke nødvendigvis en fordel i mine øjne.

Derudover står der ikke påkrævet pædagogisk uddannelse, som en ulempe ved dagplejen. Men det ser jeg ikke nødvendigvis som en ulempe. Flere kvinder i min familie har været dagplejemødre og de er fantastiske! Slet ikke en negligering af den pædagogiske uddannelse, som er så vigtig! Så kan jeg nu alligevel godt lide det uformelle ved en dagplejemor. Hun får netop mere betydningen af en ekstra ”mor” synes jeg. Jeg husker selv, hvordan min egen dagplejemor fik en øl over æggemaden og leverdrengen med de andre dagplejemødre når vi mødtes til frokost på legepladsen. Godt nok er det 26 år siden, men tanken synes jeg nu stadig er herlig!

Men tilbage til mavefornemmelsen. Både Fredrik og jeg har gået i dagpleje og elskede det. Derfor valgte vi at søge om en dagplejeplads til Viggo, og imod alle odds så fik vi en plads lige 5 minutters gang fra hvor vi bor på Frederiksbjerg! Vi er ellevilde, lige ind til det gik op for os at vi nu snart skal aflevere Viggo til en anden. Vi kan slet ikke forstå, at det allerede er nu. Nu har vi sammen gået med ham hver dag i snart 9 måneder i maven og 9 måneder ude hos os – det er så vildt! Men det skal nok blive godt og vi glæder os. Jeg er sikker på at der er en masse skønne vuggestuer med skønt personale i Århus, og her er et par stykker som blev anbefalet: Læssøegade, Steiner på strandvejen, Ole Rømer og Sankt Anna.

 

God beslutningstagen derude!