Vi vender snuderne hjem

Det er ikke engang clickbait, vi har faktisk store planer for 2019. Som jeg skrev i indlægget her så ændrede vores liv sig markant på flere områder i 2018. Derfor valgte vi at sætte os ned og overveje, hvad det er vi egentlig gerne vil med vores liv nu og i fremtiden. Nu har vi jo fået en lille søn, og det har ændret vores måde at se på vores liv på, og ikke mindst hvordan vi prioriterer. Ligeledes har det at jeg mistede min far i efteråret sat gang i en masse følelser. Da jeg så tilmed er kommet ind på min drømmekandidat i Visuel Antropologi, som kun ligger i Århus var svaret klart VI FLYTTER HJEM.
Kun knap et år efter finalen på Nybyggerne og ca. halvandet år efter vi for første gang trådte ind i grøn lejlighed, som skulle ende med at blive vores hjem (takket være jer), så stikker vi altså snuderne hjemad mod den jyske muld. Det har været en svær beslutning og så alligevel ikke. Vi er über glade for vores skønne grønne lejlighed, men vi har hjemve. Vi savner vores familie og venner i Jylland, og da kandidatpladsen var i hus, blev det klart at vi måtte tilbage. Jeg kan slet ikke forestille mig at pendle fra Jylland til Sjælland flere gange om ugen og være så meget væk fra Viggo (ja ja og frede selvfølgelig også). Derfor sætter vi altså vores vinderlejlighed til salg. Nu skal vi så finde ud af hvad vi så gør, ja for vi har altså ikke fundet noget nyt, men vi har nogle gode ideer som vi vil dele med jer senere.
Vi har været lidt bekymrede for at ”breake” nyheden, da mange mennesker føler de har aktier i nybyggersejren, og vores beslutning ikke må tolkes som nogen form for utaknemmelighed overfor vores dejlige præmie. Vi er derimod meget taknemmelige, da det har givet hos et kæmpe springbræt til nye ting og muligheder for at få opfyldt vores drømme for fremtiden. Vi håber selvfølgelig at i stadig vil følge med på vores næste skridt på rejsen, hvad end det bliver.
Dejligt at I har takt sammen og lyttet til hvad I ønsker Jer! Det er fandme vigtigt og endnu mere når man er blevet en lille familie 🙂 Om I sælger nu eller 10 år så vil der sidde nogen med ondt i røven over det, det kan vi ikke lave om på, men derfor er det altså stadig Jeres valg og det lyder som det helt rigtige ❤️
Håber I lander godt herhjemme i Jylland og med lidt ekstra penge på lommen burde mulighederne også være bedre for at finde noget til Jer ☺️ Rigtig meget held og lykke med salget ☺️