Efter lang debat frem og tilbage har vi nu endelig besluttet os for at skrive det her indlæg. Vi har hidtil valgt at holde brugen af bloggen og sociale medier på et rent overfladisk plan, hvilket har været et bevidst valg fra vores side. Alligevel føler vi nu at et mere personligt indlæg kunne bidrage til et mere nuanceret indblik i vores liv, som det har set ud siden vores tid som nybyggere.

Sagen er den at vores 2018 var den største rutsjebanetur nogensinde. Fyldt med op -og nedture. Hvis man starter året ud med at vinde en lejlighed, så er alt vel godt? Og selvfølgelig var det fuldstændig fantastisk, og vi er ovenud taknemmelige for chancen, for opbakningen, for alle jeres søde ord og for alle som gad sende en stemme og god karma vores vej. Men livet er ikke altid lut og lagkage eller sjov og tv-præmier. Lige inden programmerne skulle sendes i TV fik vi beskeden om, at min far havde fået diagnosticeret uhelbredelig kræft. Umiddelbart efter startede vi med at blive genkendt på gaden og folk stoppede os med søde rosende kommentarer, og vi har endda skulle medvirke på et selfie eller to. Folk kendte jo ikke vores situation, og derfor har jeg ofte kæmpet med at finde den rigtige grimasse, som skulle skjule hvor trist jeg var. Heldigvis er Frede en champ og rigtig god til at snakke med alle, hvilket gjorde presset på mig meget mindre, og jeg kunne nøjes med at stå og smile i baggrunden – og de smil var ægte, for hold da op nogle dejlige mennesker og dejlige ord vi fik og stadig får.

I starten af marts fandt vi ud af at jeg var gravid og hvilken lykke. En svær tid hvor jeg skulle forsøge at takle sorgen over min far samtidig med lykken om den lille peanut der lå og rumsterede i min mave, samt tanken om hvorvidt han og min far mon nåede at møde hinanden. Ja og så skulle vi også vænne os til at være på nationalt TV hver tirsdag og alt opmærksomheden omkring os.

Da det blev d. 3. april og dagen for finalen sad jeg og brækkede mig hele morgenen på færgen til Sjælland, og tænkte på hvordan aftenen mon skulle udfolde sig. Vi havde fået lov at tage 5 personer med til finalen hver, og jeg var bange for, at nogen skulle spørge ind til, hvorfor mine forældre ikke var med. Min far var for syg og derfor havde jeg min bror, fætter og nogle dejlige venner med i stedet. Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne have delt den kæmpe oplevelse med min far. Især fordi han døde i september, kun to måneder inden fødslen af vores lille søn. En sorg som vil sidde i mig altid.

Heldigvis nåede min far at se min store mave og hilse på Viggo med en hånd på hans ”hule”. Derfor har Viggo fået min fars navn Tom til mellemnavn. Som skrevet har vi hidtil valgt at holde det meste af vores liv privat, og det her var ikke noget jeg nogensinde havde tænkt at dele, men da vi forleden fandt ud af at realityportalen havde opsnappet historien, valgte vi at den ville vi hellere selv have lov at fortælle. Det kunne måske samtidig være rart at dele det, og dermed give lidt indblik i vores liv og samtidig en forklaring til dem som har set mig ligne en zombie ved siden af Fredrik når vi er blevet hilst på i ny og næ.

Denne rutsjebanetur efterlod os med tvivl om, hvorvidt vi skulle fortsætte med at blogge og i det hele taget være på de sociale medier. Faktisk efterlod det os med mange tanker om, hvad vi vil med vores liv fra nu af. Lidt kliche så fandt vi ud af, at livet er kort, og vi skal gøre alt vi kan for at være så glade som muligt lige nu. Derfor er der store planer for 2019 som er skridt på vejen til vores drømmeliv, hvilket vi vil fortælle mere om snart.

2018 var året hvor vi var på TV, vandt en lejlighed, rejste, blev forlovede, mistede en meget elsket far og fik en søn. Med andre ord ændrede vores liv sig markant. For første gang betød nytåret for os ikke kun fest og ballade, glitter og drinks men blev en ”reset knap”. Det var en kærkommen anledning til at se tilbage og til at se fremad mod det nye år. Vi har også valgt for nu at vi vil invitere dem af jer som har lyst med på rejsen, for hold nu op hvor er det skønt at nogen gider følge med – tak for jer!

Annonce Verisure

Det er ingen hemmelighed, at der er sket meget i vores liv det sidste halve år. Vi tog fri fra studierne for at kaste os ud i det vildeste byggeprojekt, vi skulle vises fra vores allermest sårbare side på TV, vi fandt ud af at vi skulle være forældre og nå ja så vandt vi en lejlighed til 3,4 millioner kroner. På alle tænkelige måder ændrede vores liv sig nærmest over natten, hvilket betød at der nu var en masse helt nye og ukendte ting vi skulle forholde os til.

Mange tror at man på finaleaftenen får nøglerne og så er det bare at flytte ind. Som jeg har skrevet før, så er det altså ikke sådan det foregår. Man skal betale skat af præmien og det har medført en masse bankmøder, hvor vi pludselig har skulle tage stilling til vores fremtid på en helt ny måde. Det lyder måske skørt, men jeg tog mig selv i at savne dagene på en sparet SU, hvor det eneste jeg skulle tage stilling til var at bruge mine 5.000 kroner og helst ikke overtrække på en månedlig basis – det er da til at overskue!  Men nu skulle vi altså snakke renter, forsikringer og børneopsparing, WHAT han er ikke engang født endnu..

(Frede og den søde Verisuremand Thomas, som kommer og sætter vores system op i den nye lejlighed)

Samtidig har vi nu for første gang noget af værdi, en lejlighed som har en kæmpe betydning for os. Både fordi det er noget vi har kæmpet hårdt for, og derfor selvfølgelig har en kæmpe affektionsværdi. Men også en helt konkret materiel værdi både af selve lejligheden og alle de smukke ting vi har fyldt den med. Derfor har vi allieret os med Verisure som tilbyder alarmsystemer, og som ovenikøbet tilbyder noget så voksent som håndværkerfradrag, hvilket jeg i hvert fald lige blev nødt til at google betydningen af. Bare et klistermærke på døren fra Verisure mindsker sandsynligheden for indbrud med 73 %, og hvis man alligevel er uheldig så dækker Verisure de første 3000.- af din selvrisiko.

Vi mødtes med en sød verisure mand, og vi fandt en løsning som vi er rigtig trygge ved. Vi skal flytte til en helt ny by og samtidig starte en familie, og derfor synes vi det giver en ro at anskaffe os den sikkerhed et alarmsystem giver. Samtidig står vi overfor vores livs rejse, hvor vi smutter til USA i knap en måned (rejseguide kommer senere), hvorfor det er dejligt at vi kan efterlade vores hjem i trygge hænder. Vi kan tilmed følge med i hvad der sker i lejligheden over en app når vi er væk – smart!  Hvis du også skal ud og rejse eller bare gerne vil sikre sit hjem på en god og overskuelig måde, så tag en alarmtest her: VerisureAlarmtest , så kan du få en sikkerhedsrådgiver hjem til dig, og teste dit hjem, helt gratis og uforpligtende.

(Alle de vilde gadgets fra Verisure – Tag Verisuretesten her)

Nu kan man vist officielt kalde os rigtige voksne, men mon ikke vi nok skal finde en måde, hvorpå det ikke bliver alt for kedeligt 😀

For et par uger siden havde vi bestilt en kønsscanning, for på trods af at vi havde tænkt at det var lidt skørt at bruge penge på ekstra scanninger så blev vi altså for nysgerrige.

Jeg tror vi var ekstra nysgerrige fordi vi begge havde en stærk fornemmelse af at det var en dreng. Samtidig sagde stort set alle omkring os at de var sikre på at det var en dreng – Fredriks mormor var så sikker at hun allerede havde strikket i blå farver. Jeg kom hele tiden til at kalde den “ham”, og derfor måtte vi få bekræftet eller afkræftet vores fornemmelser.

Vi tog derfor ind til Signe på Signes Scanningsklinik (ingen reklame, hun er bare rigtig god). Vi fortalte hende vores fornemmelse for at det var en dreng og det kunne hun bekræfte!

(Fredrik peger her på tissemands-beviset)

ITS A BOY !

Hvor er det vildt. Tænk at man nærmest kan mærke det. Spørgsmålet er selvfølgelig om man i vireligheden kan mærke det eller om man bare håber det? Og er det overhovedet tilladt at håbe noget, eller i hvert fald sige at man gør? Der er jo ingen tvivl om at det vigtigste er at man får en sund og rask lille peanut (ja det har vi kaldt ham indtil nu, fordi det var det han lignede til første scanning), men det er vel også naturligt at man går og gør sig nogle tanker om hvad det er for et lille menneske der kommer ud.

Jeg har aldrig været helt sikker på om jeg skulle have børn, men da tanken om at stifte familie begyndte at spire, kunne jeg bedst se mig selv som en “drengemor”. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det føltes bare mere som mig, i hvert fald som førstegangsmor. Fredrik har længe ønsket at blive far, og tanken om en fremtidig basketballmakker passede ham helt fint. Men om han bliver basketballspiller, balletdanser eller kan lide at bage fine kager (let’s be honest, det kunne da være lækkert), så er vi ovenud lykkelige og vi glæder os til at møde ham i efteråret.

Nu er det vist tid til en lille opdatering.

Der er gået over en måned siden aftenen som ændrede vores liv. Vi vandt Danmarks største TV præmie, en lejlighed til en værdi af 3,4 millioner kroner. En lejlighed som har kostet os blod, sved og tårer – bogstavelig talt! En lejlighed vi elsker.

Mange af jer har fulgt med på de sociale medier, og til trods for at der har været stilstand (som jeg vil komme ind på senere), så har flere af jer lagt mærke til, at vi endnu ikke er flyttet til Hedehusene.

Hvis nogen tror, at når man vinder nybyggerne, så får man bare stukket en nøgle i hånden og VÆRSGO – sådan er det ikke. Jeg kan ikke sige så meget om selve det praktiske, men som mange ved (fra tidligere sæsoner) så skal man beskattes af præmien. Det har vi hele tiden vidst, men det er forbundet med banklån, SU-regler osv. Derudover er der nogle ting i lejligheden, som vi gerne vil have lavet om før vi flytter “rigtig” ind, såsom vores badeværelser. Tidspresset i programmet gør det simpelthen bare rigtig svært at få lavet badeværelserne ordentligt, og derfor skal vi have en murer over og hjælpe os.

Der er altså rigeligt at se til her i tiden efter og oveni 2,5 måneds graviditetskvalme og opkast, samt eksaminer så har der altså været lidt stille herfra. Udover det havde vi nok også brug for et lille “break” fra de sociale medier efter finalen, for lige at komme ned på jorden igen. Men vi håber meget på at tingene med hensyn til lejligheden kommer på plads, og at vi kan flytte – for nøj hvor vi glæder os!

Vi kan stadig ikke forstå, hvor heldige vi har været og vi minder os selv og hinanden på det hver eneste dag. Tænk at vi skule vinde nybyggerne, tænk at så mange søde mennesker har sendt stemmer og positive tanker vores vej. Vi bliver stadig så glade når i skriver eller hilser på gaden – tak for jer!