Så gik der alligevel 3 måneder før, jeg fik samlet mig til at skrive min fødselsberetning. Jeg tror egentlig, at jeg havde brug for at få det hele lidt på afstand, før jeg kunne finde modet til at transportere mig selv tilbage til den situation, som var frustrerende, bekræftende og fantastisk på én og samme tid. Det er ikke nødvendigvis noget jeg havde tænkt mig at skrive om, men flere har efterspurgt, at jeg deler lidt mere om fødslen, nu når det var under lidt særlige omstændigheder grundet corona, en situation flere er nervøse for at ende ud i, og jeg håber derfor at min beretning vil svare på nogle af jeres spørgsmål og samtidig ikke puste til nogens frygt for at havne i samme situation. Derudover tror jeg på at det kan have en helende egenskab for mig selv at få mærket efter og skrevet det ned.

 

Et virkelig negativt positivt svar

Vi må spole tiden tilbage til onsdag d. 7. juli, hvor vi er i København og skal mødes med en flok venner for at se VM fodboldkamp. Vi har alle aftalt at få taget en frisk coronatest inden vi mødes, og netop som vi kører ind i indkørslen til vores venner, bliver vi ringet op af et familiemedlem, at han er testet positiv, og eftersom vi har set ham om mandagen, er vi nu kategoriserede som ”nær kontakt”. Efter opkaldet sidder vi lige helt stille i bilen, kun lyden af tegnefilm på min IPhone Viggo sidder med på bagsædet fylder bilen. Vi ringer med det samme til smittelinjen, som fortæller, at vi er nødsaget til at køre direkte hjem til Jylland, og må aller nådigst lige smutte ind på hotellet for at hente vores ting. Vi vinker goddag og farvel til vores venner gennem ruden og starter dernæst en mildest talt deprimerende 3.5 times køretur hjem til Jylland hvor spørgsmålene, frustrationerne og ikke mindst bekymringerne begynder at melde sig.

 

En svær beslutning

Efter vi er kommet hjem, skal vi alle igennem de to test med nogle dages mellemrum, og til vores store lettelse er de første tests negative hos os begge, og vi begynder at håbe, at det hele bare var en stor forskrækkelse. Kort tid efter begynder Fredrik at få hovedpine, feber og miste både smags- og lugtesans og alvoren begynder at gå op for os, selvom vi gør alt for at forsøge at bortforklare det med andre ting. Men vi kan ikke undgå sandheden og d. 12/7 får Fredrik svar på den anden test som melder positiv. Vi er mildest talt fuldstændig nedslåede. Vi ringer til hospitalet, og de meddeler, at hvis jeg skulle gå i fødsel nu, må Fredrik ikke komme med. Derudover skal vi beslutte om vi vil isolere os sammen eller hver for sig. De anbefaler, at jeg tager væk fra hjemmet og isolerer mig, og jeg får en plads på patienthotellet ved Skejby, hvor jeg skal være i minimum 9 dage. Jeg takker egentlig ja, men da jeg skal til at pakke min taske får jeg hvad der føles som et panikanfald. Jeg græder, har svært ved at trække vejret og går bare i cirkler rundt om mig selv. Væk alene, på et patienthotel hvor man ikke må gå ud ad døren, højgravid og undvære Viggo i over en uge?! Jeg kan slet ikke holde tanken ud. Derfor vælger vi at isolere os sammen, jeg vil ikke væk, ikke nu. Det hele skulle vise sig at være ligemeget, for selv samme aften går mit vand – 3 uger før termin.

Det her billede er taget kun få timer før mit vand gik

Starten

Klokken er 03.45 og jeg vågner og tænker ”enten har du lige tisset i sengen og ellers er dit vand gået”. Jeg håber inderligt på det første. Vi har jo netop fået beskeden om, at Frede er smittet og ikke må komme med til fødslen, skulle den gå i gang. Viggo ligger hos mig i sengen og jeg vil ikke tænde lyset og vække ham. Efter en tur ud på badeværelset ligger jeg mig tilbage i sengen, og kort efter får jeg den første ve. Fredrik ligger og sover i atelieret, fordi han har det dårligt, og jeg tør ikke gå ned og fortælle, at jeg har veer, fordi jeg ved, hvor ked af det han vil blive. Derfor ligger jeg et par timer med veer i sengen, og det er faktisk nogle timer, som har en helt speciel betydning for mig i dag. Jeg ligger og kigger på Viggo og holder hans hånd, imens jeg tænker på, hvordan vores liv bliver forandret lige om lidt, og hvordan tiden med ham er gået så hurtigt, og jeg har nydt hvert et sekund som hans mor, hvordan han har ændret mig helt ind til min inderste kerne, og jeg håber at vores bånd fortsat vil være så tæt selvom der om lidt kommer et lille nyt menneske ind i vores liv.

Klokken 6.00 beslutter jeg at gå ned til Fredrik. Jeg vækker ham med ordene ”vandet er gået, jeg er i fødsel”. Han kigger på mig, og dernæst håndklædet jeg holder mellem mine ben og begynder at græde, han siger bare ”neeej”. Vi ringer til fødestuen på Horsens hospital som gerne vil have at vi kommer ind, eller at jeg kommer ind. Da jeg kommer ind på hospitalet, går mine veer i sig selv igen, jeg får at vide, at det er en helt normal reaktion, hvis man bliver stresset af at komme ind på hospitalet. Jeg spørger om jeg må komme hjem igen indtil veerne tager til igen – det må jeg heldigvis gerne. De forstår, at det er rarere for mig at være hjemme, nu når Fredrik ikke må komme med. De lover, at de i mellemtiden undersøger nærmere, om der er en chance for, at Fredrik kan komme med til fødslen, hvilket spirer et lille håb hos os begge. Jeg har veer hjemme og da de tager til kører vi retur mod Horsens, og da vi er tæt på hospitalet får vi et opkald – Fredrik må ikke komme med.

Der sidder vi så på hospitalets parkeringsplads, stille i bilen. Jeg skal ind og føde, Fredrik skal køre hjem alene. Vi skal sige farvel. Vi skal ikke være sammen om den kæmpe livsbegivenhed som skal til at ske. Fødslen af vores datter. Vi krammer farvel i bilen og tårerene får frit løb. Det mærkeligste “farvel og vi ses senere når vores barn er kommet til verden” nogensinde. Jeg går mod indgangen med tunge skridt og bliver mødt af personale i døren med fuld ”coronaudklædning” – dragt, visir osv. da jeg bliver behandlet som smittet. Jeg kommer ind på en isolationsstue, jordemoderen går ud og der ligger jeg så – alene.

Fødslen

Jeg husker den første tid på stuen som den værste ved fødslen. At ligge der alene, med tanker om hvordan det hele mon nu skal forløbe, hvilken slags fødsel skal jeg mon til at igennem? – en lang, kort, hård, nem, med komplikationer som med Viggo eller uden? Der er et træ malet på væggen på stuen, og jeg syntes det var det sørgeligste træ jeg nogensinde havde set. Det var det nok ikke siden det var malet på en fødestue, men det var nok nærmere sådan jeg havde det indeni. En jordemoder kommer ind og efter lidt tid på stuen siger hun ”du er meget stille Charlotte?”. Jeg tænker ”ja? Jeg ligger her uden min partner og skal til at igennem en fødsel?!”  Jeg siger ikke noget, for det er nok min måde at håndtere det hele på. Jeg er ikke god til at modtage omsorg eller betro mig til nogen jeg ikke kender og derfor er jeg stille.

Veerne tager til, og midt i det hele får jeg så svar på min coronatest (taget da jeg kom ind på hospitalet), som nu også er positiv. Selvom jeg umiddelbart ikke ønsker en epidural, fortæller jordemoderen mig, at det anbefaler man til coronasmittede, fordi man ikke ved, hvordan kroppen reagerer på virussen, og de gerne vil sikre sig, at jeg kan holde til en hel fødsel. Jeg tager derfor imod den, noget jeg ikke har prøvet før, fordi jeg ikke fik nogen former for smertelindring med Viggo. Lægen kommer ind og fortæller mig om risici forbundet med epidural, og jeg hører nærmest intet af det, fordi veerne nu er så kraftige – det eneste jeg husker er at han siger ”vi prøver lige igen”. Jeg spørger, hvorfor han skal gøre det igen, hvortil jeg får at vide, at han har stukket forkert og ramt rygsøjlevæsken. På det her tidspunkt har jeg fået en ny jordemoder, og for første gang tager jeg imod tilbuddet om at holde en i hånden. Jeg ved heldigvis endnu ikke, hvilken konsekvens det forkerte stik får, men lader epiduralen overtage min krop. Det er den lækreste følelse. Veerne kan jeg knap mærke længere, jeg får noget at spise og tilmed en lur! Jeg får overskud til at spørge min nye søde jordemoder om ferieplaner, og dem der kender mig ved at ”small talk” ikke just er min favorit – men epiduralen er magisk.

 

”Der gøres klar til fødsel – Charlotte opfordres til at gispe på veerne. Udviser stor ro og overskud.”

– notat fra min fødselsjournal

 

Jeg facetimer Frede og Viggo for første gang, og vi hyggesnakker lidt, indtil jeg kan mærke en ve som nu føles kraftigere igen. Vi lægger på, og jordemoderen vil gerne have mig om på siden med en peanutformet yogabold mellem benene. Jeg har et par veer her, og fortæller hende at jeg kan mærke, at det presser nu. Vi aftaler at jeg tager to veer mere i denne stilling, og så kommer jeg om på ryggen. Da jeg kommer om på ryggen, siger hun, at det er nu. Hun tænkte slet ikke, at jeg var så langt henne i processen, så hun tilkalder assistance. Men assistancen når knap at få hele coronaudstyrret på, for på to presse veer var lille Alma ude. Ovenstående citat har jeg fundet i min fødselsjournal, og da jeg læste det her flere måneder efter, blev jeg fyldt op af en enorm stolthedsfølelse. “Charlotte viser stor ro og overskud”, under en fødsel, alene, med corona – det må da nærmest kvalificere mig til at blive jægersoldat eller noget lignende?!

Kun ca. 45 minutter efter at jeg har lagt på fra første facetime opkald, ringer jeg nu igen til Fredrik, som stadig sidder med Viggo i sofaen som gnasker på samme bolle som sidst. Jeg siger hej igen, og han spørger, hvordan jeg har det, før han til sin store overraskelse opdager, at endnu en person er med på skærmen – en lille pige ligger roligt på mit bryst. Fødslen er overstået og jeg må komme hjem! Nej vi må komme hjem.

Vi aftaler, at Frede skal hente os, efter han har puttet Viggo, så jeg også lige har tid til at komme mig og få lidt at spise. Jeg går ud på toilettet og pludselig ligger jeg på gulvet. Jeg er besvimet. Min søde jordemoder kommer løbene, og det eneste jeg kan tænke er ”åh nej, må jeg nu ikke komme hjem?” – vi bliver enige om, at det nok skyldes dehydrering, og at epiduralen måske snyder mig lidt til at tro, at jeg er mere ovenpå, end jeg er, men at jeg gerne må komme hjem efter et par timer – pheeew.

Fredrik kommer efter Viggo er puttet, og min søde jordemoder kommer køerne med os i kørestol ud af hospitalet, fordi jeg var besvimet og Fredrik må jo stadig ikke komme ind. Der på den mørke kolde parkeringsplads ser Fredrik sin datter for første gang, og han fumler længe med at få hende i autostolen: ”Hun er så lille”, er det eneste han kan få frem. Jeg siger farvel til den mest fantastiske jordemoder som blev min støtte hele vejen igennem, og som jeg aldrig vil glemme. Nu skal vi hjem med vores nye datter – bilen er stille, jeg er træt, Fredrik er overvældet og dagens temmelig store begivenhed er svær at bearbejde, særligt fordi vi oplevede det fra vidt forskellige perspektiver.

 

Efterspillet

Det er helt fantastisk at være hjemme igen. Jeg føler mig mega sej over alt det jeg har været igennem, og at jeg gjorde det helt selv, at se Viggo møde sin nye lillesøster for første gang og den kærlighed der allerede blomstrer så fint imellem dem – alt er idyl.

Men så rammer hovedpinen mig som en mur. Jeg kan knap se noget, slet ikke gå rundt. Og nu husker jeg sløret, at lægen havde fortalt, at det kunne være en bivirkning af den mislykkede epidural.

Hovedpinen tager til, og da jeg ikke længere kan være i mig selv, kører vi tilbage til hospitalet – der er nu gået tre dage siden fødslen. Jeg græder af smerte hele vejen i bilen med to børn på bagsædet. Jeg stort set kravler grædende hen til døren til hospitalet, hvor personale henter mig i kørestol igen. Jep det er spinalhovedpine – en hovedpine som opstår når spinalvæsken fra rygsøjlen siver ud gennem det hul som kom efter det mislykkedes stik – en smerte jeg aldrig før har kendt. Hullet i rygsøjlen skal lukkes, og fordi jeg har corona, må jeg ikke forlade den stue, jeg er kommet ind på. Nu starter en længere proces med at få gjort stuen til “opperationsstue”, og det er en helt syret oplevelse, at ligge der med min nybagte baby som jordemoderen holder, imens jeg igen skal stikkes i ryggen. Bagefter ligger vi så igen der i sengen min lille baby og jeg. Nu skal der igen gå et par timer, og så må vi komme hjem – igen.

Behandlingen virker heldigvis, og jeg kan endelig slappe af og nyde den første tid – helt træt, overvældet og ikke mindst lykkelig som aldrig før.

 

 

Jeg føler en helt særlig taknemmelighed, overfor min jordemoder som gjorde et helt fantastisk stykke arbejde og mærkede mine behov, selvom jeg havde svært ved selv at udtrykke dem. Hun fik mig til at føle mig tryg, og hun fejrede fødslen med mig, så jeg ikke følte mig alene. Hun smørrede endda min fødselstoast med marmelade, noget som er ret svært med kun én hånd (og en baby i den anden). Selvom det tog noget tid og overskud at få skrevet det ned, har det været rart at få gjort. Faktisk har det bedste næsten været, at Frede kunne læse det. Selvom vi har snakket om fødslen, har jeg ikke gået så meget i detaljer, og selvom han ikke var til stede, er det vigtigt, at han også ved hvad der skete, følelserne og oplevelsen som jo også stadig er hans.

Hvis du er kommet helt hertil, så tak fordi du læste med. Jeg håber ikke du sidder tilbage med en følelse af at være skræmt, for det var også enormt livsbekræftende og empowering (i mangel på bedre ord) at føde alene. Og se nu resultatet – den smukkeste, mildeste og gladeste lille pige er kommet til verden og vi er så taknemmelige for at hun valgte at lande lige netop hos os.

Så er vi alle samlet igen, og vi kan begynde livet som en familie på fire

Billeder og tekst fra dette indlæg på ikke videreformidles uden mit samtykke