Dagpleje eller vuggestue

Fortællingen om et hus

Vores drømmehus vel at mærke. Et hus vi nu har købt! Men lad mig starte et helt andet sted, nærmere bestemt 03.01.2019.

En farlig hobby

Jeg havde kigget rundt på boligsiden mest for sjov (andre med den hobby?), og her faldt jeg over det mest fantastiske billede af et A-formet værelse med masser af sollys, frie spær, planter, en stjernekiggert og ikke mindst HAVUDSIGT! Et rum der ærlig talt skreg boheme idyl, så det næsten ikke kunne være virkeligt.

Den eneste måde at komme over en er at komme under en ny (er det ikke det man siger?)

Vi stod egentlig ikke og skulle bruge et hus. Vi boede stadig i grøn lejlighed, som vi kun ca. et år forinden havde vundet. Men efter at vi havde fået Viggo, mistet min far og blevet optaget på drømmekandidaten (beslutningen kan i læse mere om HER), ja så virkede det ikke længere så fjernt at vende hjem til Jylland igen. Derfor besluttede vi, at det kunne jo ikke skade lige at kigge huset, sådan i virkeligheden. Vores ide var at den eneste måde at komme videre fra den ide, var at se huset og forhåbentlig blive skuffede. Huset var alt for dyrt og for meget skulle laves, så vi skulle bare have det overstået. Og inden i tror, at i nu ved, at vi bare blev smaskforelskede med det samme, så var det faktisk ikke helt sådan det gik.

Et umuligt projekt

Da vi første gang så huset synes vi, at det havde masser af fede unikke detaljer og en skøn beliggenhed, men der var også rigtig meget som skulle laves. Da vi kom ud i bilen efter fremvisningen, var vi enige om, at til den pris og med alt hvad der skulle laves kunne vi ikke være med. Vi så efterfølgende på få andre huse, men det var svært ikke at komme til at sammenligne dem med det første hus. Hvor tit finder man lige et hus i 2. række til havet, arkitekttegnet, med atelier, kun 25-30 minutter til Århus med helårsstatus? Det næste lille års tid med daglige besøg på boligsiden ville vise os, at det gør man meget sjældent!

The waiting game

Selvom vi synes, at vi havde lagt huset på hylden, så blev det alligevel ved med at spøge. Men det var stadig for dyrt, OG vi havde heller ikke solgt vores grønne lejlighed endnu, så nu begyndte the waiting game. Salget af lejligheden trak ud, og vi blev utålmodige, men det skulle vise sig, at det hele havde en mening alligevel – i hvert fald hvis man som jeg tror på skæbnen og karma. På et lille år vendte vi tilbage og så huset tre gange mere. Ejerne tømte huset for møbler og gav det ydre en lille makeover, og det gjorde pludseligt, at vi så nogle flere muligheder for, hvordan huset kunne komme til at se ud. Tilmed blev huset sat ned i pris to gange i denne periode, og dermed så muligheden for at det en dag kunne blive vores lidt lysere ud.

Drømmen vokser

Vi spoler tiden frem til december 2019. Vi havde lånt et sommerhus kun 100 meter fra Kysthuset (som vi har kaldt det siden vi første gang så det på boligsiden, fordi det ligger på kystvejen). Vi har de sidste år brugt hele december i sommerhus, og det her var også en mulighed for at føle, hvordan det var at bo i området ved Rude stand. Vi besøgte huset flere gange på vores gåture, og en dag tog vi min storebror og hans kone med, og dermed virkede det hele mere virkeligt, og drømmen voksede mere og mere. Hver dag gik vi tur på stranden og tanken om, at det kunne blive hverdag for os var nærmest slet ikke til at tro. Derudover blev huset pludselig sat ned med næsten en halv million! Det betød at vi måske kunne få råd, men også at andre potentielle købere måske ville slå til, men da vi endnu ikke havde solgt lejligheden i Hedehusene måtte vi slå koldt vand i blodet, selvom det blev sværere og sværere at vente.

Slutspurten

Vi spoler i tiden igen, denne gang ca. to måneder frem til februar 2020. Kysthuset var stadig til salg, og det samme var grøn lejlighed. Men så kom dagen. Grøn lejlighed blev solgt, og vi kunne nu slå til med kysthuset. Vi tog Fredriks far og min fætter med ned for at se huset med os. De var enige om at det var en dårlig ide. De synes der var for meget der skulle laves til for høj en pris. Vi var skuffede, mest fordi vi vidste at de havde ret. Nu måtte vi altså se og glemme det hus og drømmen om livet ved havet – det måtte blive når vi blev gamle og kan bo fuldtid i sommerhus. Men for dælan hvor var det bare svært at glemme. Faktisk umuligt! Efter nogle dage på pinebænken og en masse snakke frem og tilbage besluttede vi os for at komme med et bud. Et bud som synes helt urealistisk, men som ville betyde, at vi kunne have økonomi til at renovere de vigtigste ting. En mandag fik jeg en følelse af, at i dag var dagen, hvor vi skulle have afklaring. Vi ringede til ejendomsmægleren og gav vores bud. Hun sagde, at med det bud troede hun ikke, at sælger og os kunne finde et sted at mødes. Vi bød faktisk en hel million under udbudsprisen, som i forvejen var nedjusteret med over en million kroner siden det først kom på markedet. Mægleren sagde, at hun ville sige til sælger, at de måtte komme med deres bedste modbud, men at det nok ikke ville ende med en handel, eftersom vi var så langt fra hinanden mht. pris. Det havde vi naturligvis fuld forståelse for, men sommerfuglene var nu ikke længere til at styre. Allerede tirsdag formiddag ringede mægleren tilbage. Sælger var gået yderligere 800.000 ned og vi var i chok! Derefter hoppede vi rundt i sengen og kunne slet ikke forstå det. Herefter gik det hurtigt, og som i allerede ved, blev huset vores!  Hvad der skete herefter er en hel anden historie, som i nok skal få en dag. Vi er sikre på, at det her er drømmehuset, og vi kan ikke vente til, at vi skal bo der – med havet som nabo.

kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget, men du er meget velkommen til at skrive til os.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagpleje eller vuggestue