Ønskeseddel

En fødselsberetning hvor intet gik efter planen

Egentlig havde jeg ikke tænkt, at jeg ville dele min fødselsoplevelse på bloggen, både fordi det må siges at være meget privat (for mig i hvert fald), og fordi jeg faktisk ikke tænkte vildt meget over det umiddelbart efter fødslen. Der var jo nok at se til med amning hver anden time, ømme brystvorter, sår der skulle hele og bleer der skulle skiftes (selvom Frede tog sådan ca. 99 % af alle bleer den første måned i hvert fald). Nå men nu er der gået over et halvt år – kliché men tiden flyver! Flere gange siden fødslen har jeg fået spørgsmål om hvordan det hele forløb, og sådan er jeg blevet ”tvunget” til at huske tilbage engang imellem, og det tror jeg nu nok er meget sundt.

Derudover læste jeg selv et par fødselsberetninger inden min egen fødsel, og det var egentlig meget rart at høre nogle andres historier om, hvordan sådan en fødsel kan forløbe sådan helt konkret. Derfor tænkte jeg, at i kunne få min at læse, hvis det kunne være rart for nogen.

I månederne inden min fødsel havde jeg deltaget i kurset smertefri fødsel. Jeg tilmeldte mig fordi, at i månederne jeg havde været gravid, var der sket sindssygt meget i mit liv. Vi havde været vist i TV, vundet nybyggerne, min far var blevet meget syg med kræft, vi havde været en måned i USA og flyttet fra Jylland til djævleøen væk fra størstedelen af venner og familie. Derfor følte jeg, at jeg måtte gøre noget aktivt for at føle, at jeg faktisk aktivt gjorde noget der havde med graviditeten, mig selv og vores kommende søn at gøre. Det blev dog også hurtigt klart for mig, at jeg ikke havde lavet mit researcharbejde når det gjaldt alt hvad der havde med fødsler at gøre. Jeg anede ikke, at der var forskellige faser, vestimulerende medicin, bistik eller noget der hed  ”the burning ring of fire! Men jeg blev da klogere, og til slut i forløbet skulle vi lave en ønskeseddel til fødslen. Min lød følgende:

Til min fødsel ønsker jeg:

  • Et roligt miljø
  • Kun syntocinon efter behov
  • Smertelindring i form af lattergas og badekar
  • Sen afnavling – efter endt pulsation eller født moderkage
  • Selv at tage imod baby. Charlotte vil gerne selv tage imod og hvis hun ikke er i stand til det ønsker vi at Fredrik tager imod.
  • Om muligt alenetid med baby de første 1-2 timer efter fødsel (måling + vejning venter)

Jeg kan fortælle at intet af ovenstående blev en realitet. Så meget for planlægning!

Dagen var fredag d. 9. november, og jeg var gået en uge over tid, derfor skulle jeg til tjek ved min jordemoder i Roskilde klokken 10 om formiddagen. Hun tjekkede mig som sædvanligt, og hun skønnede, at Viggo vejede omtrent 3600 g.  Hun tilbød så til sidst en ”hindeløsning” som kunne hjælpe med at sætte skub i tingene. Det takkede vi ja til, fordi jeg hellere ville sættes ”naturligt” i gang end at vente og blive sat i gang med medicin. Jeg havde hørt, at nogle synes en hindeløsning er meget ubehageligt, og andre mærker det nærmest ikke. Jeg kan afsløre, at jeg 100 % hører til i den første kategori! Føj for den lede rødbede hvor var det ubehageligt. Selv Frede blev skidt tilpas bare af at se mig få en. Herefter kørte vi hjem, og jeg fik min første ve i bilen. Fem minutter efter vi var kommet ind af døren gik vandet, og FØDSLEN VAR I GANG! (Så selvom det var ubehageligt må den hindeløsning siges at være effektiv).

Jeg havde veer det meste af dagen i sengen med netflix, ris a la mande, Fredrik der masserede min lænd, og Manfred der kom med alt hans bedste legetøj for at muntre mig op – virkelig skønt faktisk. Om lidt ville tre blive til fire, og det var en mærkelig tanke. Hvordan skulle det hele mon gå? Hvordan ser han mon ud? Vil han amme? Sprækker jeg fra hoved til hale? Men én ting var sikkert. Vi var klar og vi glædede os. 8 måneders forventninger, spænding, frygt og glæde ville om lidt kulminere på en fødegang i Roskilde.

Eller det troede vi. Men da vi ringede ind og var klar til at komme på fødestue, fik vi beskeden at der var fuldt booket! HVA?! Det er sgu da ikke et spaophold, vi er ved at bestille, det er en fødestue, til den baby der er ved at poppe ud! Nå men ingen panik (jo herre meget panik) vi måtte til Hvidovre, som vi inkarnerede jyder ikke anede hvor var. Men efter 20 minutters kørsel var vi fremme. Vi kom ind i et lille koldt gråt værelse, hvor vi skulle vente på en sygeplejerske. Jeg bad til hvem end det er jeg tror der lytter, at dette værelse ikke var en fødestue, for jeg har aldrig set noget så sølle, men det var det heldigvis ikke. Da sygeplejersken kom fortalte hun, at jeg kun var tre centimeter åben. Vi kiggede forvirrede på hinanden. Jeg havde jo ligget i 7 timer med veer?! Derfor foreslog hun endnu en hindeløsning, hvilket jeg lidt usikkert svarede ja til. Følelsen havde ikke ligefrem været den fedeste tidligere på dagen, men det havde jo hjulpet. Denne gang var hun ikke bange for at gå i krig, og det endte med, at Fredrik blev så dårligt tilpas, at han måtte ned at ligge på gulvet helt hvid i hovedet. Jeg kan huske, at jeg tænkte ”Ej nu må du fandme lige! Det er sgu mig der har ret til at være skidt tilpas – jeg skal FØDE!”. Men heldigvis kom han hurtigt på benene, og resten af fødslen var han den største støtte, jeg kunne have forestillet mig.

Nummer to hindeløsning var ligeså effektiv som den første, og på kort tid havde jeg udvidet mig flere centimeter. Nu fik vi endelig vores egen fødestue. Jeg var klar, men det var Viggo ikke. Herfra gik intet efter planen. Viggos hjerte skippede slag hvilket gjorde, at han skulle have sat elektroder på hovedet, så de kunne holde godt øje med hans hjerterytme. Elektroderne gjorde, at badekar var udelukket. Nå men jeg havde også sat min lid til lattergassen, som mange havde talt så godt om. MEN her fik jeg fortalt, at Hvidovre hospital ikke tilbød lattergas på grund af dårlig udluftning. Så hvis de havde lattergas, ville alt personale også blive lidt skæve, hvilket jeg på daværende tidspunkt var fløjtende ligeglad med. Godt så vi tager fødslen au natural! FUCK..

Viggo var (selvfølgelig) langt større end de 3600 g jordemoderen havde skønnet tidligere på dagen, og han kunne derfor ikke trænge ned i bækkenet. Derfor skulle jeg ud i en masse stillinger for at prøve at få ham ned. Men intet hjalp. Og nu startede min pressetræng. Jeg var så klar, men han var ikke. Det værste for mig gennem det hele var pressetrængen, som jeg ikke måtte efterkomme, fordi han ikke lå rigtigt. Alt i min krop skreg på at eftergive til denne følelse, men jordemoderen sagde nej. De kunne måle på Viggo, at han blev stresset inde i maven, og da hans hjerte igen sprang slag over, gik det stærkt. Fødestuen ændrede sig på rekordtid. Stuen gik fra at være en ”sansestue” med rolige lyde, dæmpet lys med lyspaneler der dansede i flere farver for at berolige og kun mig, Fredrik og en enkelt jordemoder. Til at der nu blev tændt et kraftigt hvidt lys lige over mig, og en læge og flere sygeplejersker kom farende ind. Jeg skulle have taget Viggo ud med sugekop. Og selvom sceneskiftet var drastisk, så følte jeg mig tryg og i gode hænder, samtidig med at jeg efter nu snart 15 timers veer og aktiv fødsel var mere end klar til at få det her afviklet. Efter ca. 20 minutter var han ude.

Han var helt stille, og jeg kan bare huske, at de tog ham med det samme, mere så jeg ikke. Jeg sagde til Frede, at han skulle følge med Viggo. Efterfølgende har Fredrik fortalt, at der gik noget tid inden, at de fik fjernet vandet fra lungerne, og at Viggo trak vejret, hvilket havde gjort ham meget nervøs, men det er vist meget normalt. 4215 g. og 55 cm. En stor dreng (tak til Fredrik), født helt uden smertelindring! – det synes jeg stadig er lidt sejt at fortælle videre.

De gik hurtigt i gang med at sy mig, og først da jeg sagde ”av for helvede”, kom de i tanke om, at jeg jo ikke havde fået nogle former for bedøvelse, så det skyndte de sig lige at fikse – ja tak! Derefter spurgte jordemoderen, om den nye jordemoder måtte sy mig, for hun skulle nemlig lære det. Og her sagde jeg altså nej. Jeg er med på, at alle skal lære det, og det skal de jo gøre ved at øve sig, men når det handler om mine nedre dele, så vil jeg altså gerne have ekspertisebehandling og ikke en newbie på. Det er trods alt mig, der skal leve resten af livet med det, og man har jo hørt alle de der skrækhistorier med skæve syninger som resulterer i ingen sex og tis alle vegne osv osv. Og det ville jeg altså gøre alt for at undgå. Så praktikanten måtte se på, mens den erfarne jordemoder ordnede syningen. Den beslutning er jeg glad for, for det er altså blevet virkelig godt, hvis jeg selv skal sige det – og det skal jeg jo, for det er min tissekone.

Anyways – jeg glemmer aldrig førstegang de lagde Viggo hos mig. Han ammede med det samme. Den store dreng var jo sulten efter sådan en lang fødsel. Det samme var hans far, som lige skulle fortælle sygeplejersken, at han faktisk ikke havde spist i 15 timer (løgn), hvorefter hun smilende tilbød os brød med smør og honning serveret på et fad med fødselsdagsflag og saftevand – så sødt. Jeg husker hvordan jeg sniffede Viggos hoved og grinede hver eneste gang – hallo endorfiner! Og vi har grinet lige siden.

Okay okay vi har også grædt over ømme brystvorter og søvnunderskud, men det tager vi en anden dag. Trods at intet gik efter planen, endte det hele jo lykkeligt med verdens bedste Viggo.

Skiltet til vores stue                      Viggo giver fuckfingeren              Vores fødselsdagsmiddag                  Fredrik med lille Viggo

2 kommentarer

  • Regitze

    Mega flot skrevet.😊 dejligt at du også ville dele det uperfekte…. er sikker på at dette vil hjælpe mange

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Du er sej, Charlotte! Tak for at dele.

    Min fødsel endte også med et træk med blød sugekop pga. bekymring for babys trivsel. Heldigvis ænsede jeg slet ikke alle de der mennesker på stuen. Jeg gik bare ind i mig selv. Det er lidt mærkeligt at tænke tilbage på, at så mange mennesker har stået og set én føde… Så jeg er glad for, at jeg i øjeblikket var ligeglad.

    Fik Viggo også en bule på hovedet efterfølgende? Det gjorde vores fyr nemlig, og vi havde fået at vide, at den ville forsvinde efter en uge, men det tog altså liiige lidt længere tid (6 måneders tid).

    Jeg kan anbefale fødselskanalens podcast, de har lavet et afsnit om fødsler med sugekop, som er vældig fint!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ønskeseddel