Vi vender snuderne hjem

Tanker om min nye titel som mor

Så blev der tid til at skrive endnu et indlæg – et ærligt et af slagsen. Et som ikke handler om nybyggerne eller boligindretning. Jeg ved ikke om det er noget jeg skal gøre mig i, men det her indlæg kom bare til mig. Og måske skal man ikke altid tænke ting til døde, men bare gøre – måske nogen kan få noget ud af at læse det, og ellers kan jeg nok få noget ud af at skrive det.

Det handler om min nye titel, min nye titel som mor. Måske kan nogen huske at jeg i et af nybyggerprogrammerne snakkede om, at det med at få børn ikke lige lå i kortene for mig. De fleste husker mest hvor skruk Frede var, hvilket fik en del pigers hjerter i blød. Sandheden er, at jeg hadede at det blev bragt op foran kameraerne. Fordi jeg vidste at vi så forskelligt på den sag. og jeg ikke gad at andre skulle involveres.

Jeg har aldrig drømt om dagen, hvor jeg blev mor. Jeg har aldrig synes at børn var specielt nuttede. Faktisk har jeg aldrig holdt en baby, ikke fordi jeg ikke havde chancen, men simpelthen fordi jeg ikke havde lyst. Jeg har da ganske vist haft en Baby Born dukke eller to, men ellers har jeg altså ikke haft det ligesom nogen piger har det, hvor det bare ligger 100 % i kortene. Der er bare de der veninder, som bare allerede er mødre nærmest inden de får børn. Dem der har styr på hvordan man laver hjemmelavet økologisk hirsegrød, babyyoga og forskellen på strækvikle og fastvikle – det er skønt – det er bare ikke mig.

Som gravid fik jeg heller aldrig lige læst de der babybøger, eller endda de der pjecer jeg fik ved lægen om hvad man må spise osv. Jeg meldte mig til gengæld til fødselsforberedelse sidst i min graviditet, for så havde jeg da gjort noget. Her snakkede jordemoderen om, at mange kvinder ikke fik en instinktiv kærlighed til sit barn lige efter fødslen, og at mange mødre kunne tage længe om at lære at elske sit barn. Jeg var bange for at det blev mig, da jeg netop havde været så ”casual” under hele graviditeten, og efter de første 3 måneders daglige opkast remindere var overstået, faktisk ikke tænkte så meget over hvad der ventede i maven. En veninde sagde til mig under graviditeten, at hun ikke kendte til nogen som havde været så afslappet som mig når det kom til hele graviditeten, og selvom det var et kompliment tænkte jeg om det mon var et tegn på, at jeg ikke kunne forholde mig til situationen.

Men her tog jeg fejl. Minuttet hvor Viggo, det her lille skrøbelige menneske som egentlig mest bare føltes som en forlængelse af mig, mit hjerte delt i to, en del i mig og den anden i ham, lå hos mig der vidste jeg at mit liv var forandret, jeg var forandret. Jeg blev oversvømmet af den største kærlighed. Jeg husker tydeligt hvordan, at hver gang jeg snusede til hans hoved, så grinte jeg – hallo endorfiner! Ikke kun var en baby født, en mor var født.

Men hvordan er man mor når man ikke er moderlig? Det var stadig et spørgsmål, hvis svar jeg endnu med tiden skulle finde. Vi var så heldige at få et barn som vidste, at han var landet hos nogle nybegyndere når det kom til forældrerollen, og dermed har været virkelig mild og tålmodig. Men selvom vi hele tiden får at vide hvor ”nem” han er, så er det altså stadigvæk svært. Når han skriger og man står midt på gågaden, og man føler at hele verden kigger på barnevognen, den skrigende baby og den fortvivlede nye mor så ramler det altså til tider. I går havde jeg sådan en tur, hvor jeg endte med at sætte mig på en kantsten med tårer i øjnene og ringede til Frede, at han måtte smide hvad han havde og hente Viggo, hvorefter jeg blev siddende på kantstenen og tog dybe indåndinger, alt imens jeg planlagde at flygte langt langt væk. Da jeg kom hjem stadig ramt af frustration, sad Viggo der i sin stol og smilte – for fanden så er det jo umuligt at løbe væk hjemmefra! Og det er lige netop dét som lærer mig, hvad det vil sige at være mor. En altoverskyggende kærlighed til den her lille dreng som jeg har skabt (i samarbejde med frede naturligvis), som jeg har båret på og som jeg nu skal elske og passe på med alt hvad jeg er i resten af mit liv. Sikke en opgave og sikke et privilege.

Viggo. Jeg lover dig at jeg aldrig løber væk (i hvert fald kun til nærmeste kaffebar). Jeg lover dig at jeg altid vil være her for dig. Jeg kan ikke love at være den perfekte mor, men jeg lover at elske dig af hele mit hjerte til den dag jeg ikke er her længere. Det må være essensen af at være mor.

 

9 kommentarer

  • Trine

    Og så fik jeg da lige tårer i øjnene

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hyggebyggerne

      Æhj, det er vildt at man kan nå ind til nogen på den måde – dejligt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Regitze

    virkelig fed læsning og dejligt at du er så ærlig og relaterbar 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hyggebyggerne

      Tusinde tak Regitze, det betyder meget 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Tak Charlotte! Jeg er virkelig glad for dit indlæg! Det er rart at vide at man godt kan være i tvivl om det er det som står skrevet i kortene for én, men at det kan blive det bedste i verden når det sker, at man bliver mor. Det er jeg virkelig glad for at høre 🙂 kh. Trine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hyggebyggerne

      Kære Trine, selv tak! og tak for din søde besked. Jeg er helt bestemt blevet overvældet af ligeså meget lykke og kærlighed som dem som har drømt om at blive mødre hele livet – det er jeg overbevist om. Det er lidt kliche, men dog rigtigt nok at man har aldrig oplevet en kærlighed som den der opstår når man bliver mor til sin helt egen lille skabning 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Så fint skrevet!
    Kan relatere til alle dine følelser med at børn ikke er nuttede og jeg har heller aldrig brudt mig om at holde andres børn. Håber inderligt at få samme følelse når jeg engang skal være mor, som du da Viggo kom til verdenen ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Sikke et fantastisk skriv!
    Jeg kan genkende det 100 procent det der med ikke at være særlig “moderlig” og jeg har heller aldrig synes at børn var særlig nuttede.. håber så meget at når min dag kommer og jeg får børn at jeg får den samme følelse som du ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hyggebyggerne

      Kære P, dejligt at andre kan relatere lidt til det der med ikke at føle sig så mor-agtig. Det hjælper naturligvis når der så rent faktisk er en lille en som man er mor til, for så forstår man jo at der er mange forskellige måder at være mor på 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi vender snuderne hjem