It’s a…

For et par uger siden havde vi bestilt en kønsscanning, for på trods af at vi havde tænkt at det var lidt skørt at bruge penge på ekstra scanninger så blev vi altså for nysgerrige.

Jeg tror vi var ekstra nysgerrige fordi vi begge havde en stærk fornemmelse af at det var en dreng. Samtidig sagde stort set alle omkring os at de var sikre på at det var en dreng – Fredriks mormor var så sikker at hun allerede havde strikket i blå farver. Jeg kom hele tiden til at kalde den “ham”, og derfor måtte vi få bekræftet eller afkræftet vores fornemmelser.

Vi tog derfor ind til Signe på Signes Scanningsklinik (ingen reklame, hun er bare rigtig god). Vi fortalte hende vores fornemmelse for at det var en dreng og det kunne hun bekræfte!

(Fredrik peger her på tissemands-beviset)

ITS A BOY !

Hvor er det vildt. Tænk at man nærmest kan mærke det. Spørgsmålet er selvfølgelig om man i vireligheden kan mærke det eller om man bare håber det? Og er det overhovedet tilladt at håbe noget, eller i hvert fald sige at man gør? Der er jo ingen tvivl om at det vigtigste er at man får en sund og rask lille peanut (ja det har vi kaldt ham indtil nu, fordi det var det han lignede til første scanning), men det er vel også naturligt at man går og gør sig nogle tanker om hvad det er for et lille menneske der kommer ud.

Jeg har aldrig været helt sikker på om jeg skulle have børn, men da tanken om at stifte familie begyndte at spire, kunne jeg bedst se mig selv som en “drengemor”. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det føltes bare mere som mig, i hvert fald som førstegangsmor. Fredrik har længe ønsket at blive far, og tanken om en fremtidig basketballmakker passede ham helt fint. Men om han bliver basketballspiller, balletdanser eller kan lide at bage fine kager (let’s be honest, det kunne da være lækkert), så er vi ovenud lykkelige og vi glæder os til at møde ham i efteråret.