badeværelse 2 + gæsteværelse

Hård start
I denne uge skulle vi lave hele to rum på kun 5 dage – og det ene var tilmed et badeværelse! Det betød rigtig mange kvadratmeter for vores vedkommende, da vores badeværelse var med både toilet og bad, og gæsteværelset var vores største ekstrarum. Vi var stadig ret meget i underskud efter udeugen, og særligt Fredriks ryg trængte til hvile. Men det er der ikke tid til som nybygger og vi måtte hurtigt udtænke en plan som ville få os bedst gennem ugen, og helst med to færdige rum til sidst.
Mangel på selvtillid
I kan måske fornemme det, da vi går rundt i lejligheden i starten af programmet og snakker om hvad der skal ske i rummene, at vores selvtillid er dalet lidt i takt med at vi endnu ikke har vundet et rum. Selvom vi allerede har forbedret os rigtig meget i forhold til håndværk, så stod vi med følelsen af at vi aldrig ville kunne komme helt på niveau med nogle af de andre og det tog modet lidt fra os. Men vi gjorde hvad vi kunne for at finde optimismen igen og klø på.
Lennarts skattekiste
Noget der for alvor fik vores humør op igen var vores besøg hos Lennart. Han havde samlet på både gamle og nye vinduer i flere år og der var så mange fine at vælge imellem – en ægte skattekiste. Vi fik hurtigt øje på et gammelt vindue udenfor, som havde en charmerende patina og en rigtig flot størrelse som virkelig kunne komme til sin ret som skillevæg i gæsteværelset. Efter lidt jydehandel fik vi det til en god pris og søde Lennart tilbød endda at shine det lidt op inden han kom ud med det. Hvis du er ligeså vild med ideen om en vinduesvæg (som ikke behøver at koste en formue) kan du finde Lennart på klassiske-vinduer.dk.
Fredes lange ryg
Som nævnt var Fredriks ryg tæmmelig ødelagt efter udeugen, hvor vi havde skulle slæbe flere ton af både sand, grus og fliser. Derfor valgte vi at få den søde murer Dan ud, for at guide os i at lægge badeværelsesfliserne. Ligesom med anlægsgartneren i sidste uge var det blot til vejledning så vi selv kunne lægge gulvet. For at skåne Fredriks ryg mest muligt valgte vi at han skulle stå for det meste shopping imens Charlotte spartlede, malede og lagde gulvet i gæsteværelset. Charlotte nød virkelig at stå for det håndværksmæssige, hvor Fredrik måske var knap så vild med turen i IKEA.
Ideerne bag
Vores ideer bag rummene var at fortsætte den røde tråd som vi allerede var startet på. Badeværelset skulle have fliser denne gang, men med en kabevæg så der var en sammenhæng fra første badeværelse. Samtidig ville vi gøre det mere personligt med et jalousiskab som vaskemøbel, et mix af messingspejle og et dejligt badekar med en kelimpude som nakkestøtte. Gæsteværelset skulle være enkelt, og det smukke vindue skulle være fokus. Derudover skulle der være en stor seng og en fin genbrugsstol. Den røde tråd blev på den måde bundet sammen ved brug af kelimpuder, genbrugsfund og planter. Mette Helena kommenterede at det var lidt tomt, men vi havde prioriteret få men gode elementer og da pengepungen var ved at være presset, samtidig med at det var Fredrik som skulle stå for shopping imens jeg stod for det håndværksmæssige derhjemme, var det lidt begrænset med nips til rummene.
Kom i mål
Vi er mega stolte af at vi kom i mål trods et kæmpe tidspres, nye processer og rygproblemer. Den omvendte rollefordeling gav især Charlotte et selvtillidsboost – nu med titlen ægte handywoman! Vi formåede at skåne Fredriks ryg mest muligt og der stod to smukke rum til sidst. Fredrik måtte en intens tur til fysioterapeut, som faktisk var Kristians søster Ulrikka, hvor han både fik nåle i ørene, naturmedicin og massage. Det tog to timer og var virkelig godt for ham, og med et par hviledage i vente krydsede vi fingrer for at han var klar igen til næste uge!
Hvordan/ med hvad har i lavet den sorte væg i badeværelset??